Ferrosilicium er en vigtig legering, der bruges til fremstilling af stål og andre metaller. Det er sammensat af jern og silicium, med varierende mængder af andre grundstoffer såsom mangan og kulstof. Fremstillingsprocessen for ferrosilicium involverer reduktion af kvarts (siliciumdioxid) med koks (kulstof) i nærværelse af jern. Denne proces kræver høje temperaturer og er energikrævende, hvilket gør råvarepriserne til en væsentlig faktor for at bestemme de samlede produktionsomkostninger for ferrosilicium.

Ferrosilicium er meget udbredt i stålindustrien, støberiindustrien og anden industriel produktion. De forbruger mere end 90% af ferrosilicium. Blandt forskellige kvaliteter af ferrosilicium er 75% ferrosilicium den mest udbredte. I stålindustrien forbruges omkring 3-5 kg ​​75% ferrosilicium for hvert ton stål produceret.

Ferrosiliciumnitrid og siliciumnitrid lyder som to meget ens produkter, men faktisk er de fundamentalt forskellige. Denne artikel vil forklare forskellen mellem de to fra forskellige vinkler.

Ferromolybdæn er en ferrolegering bestående af jern og molybdæn. Det fremstilles ved at smelte en blanding af molybdænkoncentrat og jernkoncentrat i en ovn. Ferromolybdæn er en alsidig legering, der kan bruges i en række forskellige applikationer på tværs af forskellige industrier.

Wolfram-jernlegeringer refererer normalt til legeringer sammensat af wolfram (W) og jern (Fe). Generelt er wolfram-jern-legeringer ikke-magnetiske. Dette skyldes, at wolfram i sig selv er et ikke-magnetisk metal, og jernindholdet i wolfram-jern-legeringer er normalt lavt, hvilket ikke kan give legeringen signifikant magnetisme.

Titanium er ikke magnetisk. Dette skyldes, at titanium har en krystalstruktur uden uparrede elektroner, som er nødvendige for, at et materiale kan udvise magnetisme. Det betyder, at titanium ikke interagerer med magnetiske felter og betragtes som et diamagnetisk materiale.